Det, du snart skal se
Flamenco for begyndere
Cante, toque og baile, den tolvslagts compás og palos forklaret i klare ord, så en 40-minutters forestilling giver mere mening, mens den udspiller sig.
Reservér din aften på Los Tarantos ↗Tre kunstarter, ikke én
UNESCO beskriver flamenco som fusionen af cante (sang), baile (dans) og toque (guitarspil). Sangeren, som regel siddende, fremfører korte, enkle tekster, der rummer en vifte af følelser, fra sorg til glæde. Dansen kan udtrykke alt fra tristhed til glæde, og guitaren er for længst gået ud over blot at akkompagnere. I en forestilling ser du alle tre kunstarter på én gang, og hver af dem kan føre an. UNESCO tilføjer, at sangen normalt fremføres uden kor, så stemmen står alene.
Compás er rammen
Compás er den rytmiske cyklus i et flamenco-stykke. Den er mere præcis end de fleste vestlige rytmer, og de tre grundlæggende former er binær, ternær og en tolvslående cyklus, som kun findes i flamencoen. Guitarister markerer den ved at slå an og tromme, og når der ikke er nogen guitarist, holder klappende hænder kaldet palmas den gående. Hvis du opdager, at du selv trommer med, så tæl i tolvdele, og du vil begynde at høre, hvor accenterne falder. Wikipedia regner en flamenco-mode, compás'en og en flamenco-udøver for at være de tre ting, der gør et stykke til flamenco, og tilføjer en sværere definerbar kvalitet, som den kalder flamencura.
Hvad en palo er
En palo er en flamenco-stil, og der findes mere end halvtreds. Traditionelt grupperes de efter vægt: cante jondo, den mest alvorlige, cante chico, de lettere former, og en mellemgruppe for dem, der ikke passer nogen af stederne. Palos spænder fra den sindige seguiriya til de hurtige, livlige bulerías. Du behøver ikke at kunne navnene. Det er nok at lægge mærke til, hvordan stemningen og tempoet skifter fra stykke til stykke. Wikipedia lister de mest kendte som bulerías, fandangos, seguiriyas, soleares, tangos og tarantos, blandt andre.
Guitarens rolle
I et typisk stykke åbner guitaristen med en kort introduktion, der fastlægger tonearten, compás'en og tempoet. Mellem versene spiller guitaren falsetas, korte instrumentale mellemspil. Teknikker som rasgueado, picado og tremolo former rytmen, svarer sangeren og giver danseren stikord. Hold øje med guitaristen såvel som danseren: mange af skiftene i et stykke begynder med et signal fra strengene.
Dans
UNESCO bemærker, at teknikken er kompleks og forskellig alt efter køn: mænds fodarbejde er tungere, kvinders bevægelser blødere og mere sensuelle. Fodarbejde, kaldet zapateado, er en obligatorisk passage i nogle danse, og bulerías danses ofte med kraftig fodtrommen. Danserne reagerer også undervejs på sangeren og guitaren, hvilket er en del af grunden til, at to aftener aldrig er helt ens, selv med de samme kunstnere på scenen.
Hvor flamencoen kommer fra
Flamencoen udviklede sig inden for romanifolket, eller gitano'ernes, subkultur i Andalusien, med tilstedeværelse også i Murcia og Extremadura. Den opstod sandsynligvis i slutningen af det attende århundrede i Baja Andalusia, og den ældste skriftlige kilde stammer fra 1774. UNESCO siger, at gitano-samfundet spillede en afgørende rolle i dens udvikling, og at den gives videre gennem dynastier, familier, sociale grupper og flamenco-klubber. Den opføres ved festivaler, ritualer og private fejringer såvel som på scenen.
Barcelonas egen tråd
Flamencoen kom fra Andalusien, men Barcelona har sin egen historie med den. Catalansk rumba voksede ud af andalusisk flamenco-rumba i byens roma-kvarterer, blandt dem Gràcia og Raval, i 1950'erne og 1960'erne. Peret er et af de tidlige navne. Det er en lyd fra Barcelona og en del af samme familie som musikken på en tablao-scene, og derfor falder en aften på Los Tarantos helt naturligt ind i byens historie.
Kilder